Om manuskriptet

Manuskriptet NKS 1396n består af to læderindbundne folier. Det bærer præg af at være påbegyndt for mere end 250 år siden. Selvom det er velbevaret – det er kvalitetspapir, der er benyttet – så har det spor af mange læsere. En enkelt læser fra 1800-tallet (Fr. J. Meier) har haft den dristighed selv at forsyne manuskriptet med egne noter. Det ene bind indeholder teksten, det andet bind er en indholdsfortegnelse. Indholdsfortegnelsen er meget nyttig, især da flere navne præciseres, så de nævnte personer kan identificeres med større sikkerhed.

Peder Als: Wiedewelt i Rom. 1756. Olie på lærred. 82 x 65,8 cm. Det Kongelige Danske Kunstakademi.

På manuskriptets første sider, der er upaginerede fra skriverens hånd, finder man J.M. Preislers kobberstukne portræt af Johannes Wiedewelt efter Peder Als’ maleri fra 1756 malet i Rom (http://wiedewelt.ktdk.dk/n/V9BIrFIE), en fortegnelse over ”Comissionen i Henseende til Handværks Laugenes Forbedring”(http://wiedewelt.ktdk.dk/n/RjhmrPxf), en liste over Kunstakademiets direktører fra 1772-1799 (http://wiedewelt.ktdk.dk/n/j0oXwttP), en akvarel af Johan Joachim Winckelmanns våbenskjold antagelig udført af Wiedewelt, (http://wiedewelt.ktdk.dk/n/ue9MTm50) samt nogle løse notater (pagina 1fv og 2fr) stukket ind i foliebindet. De løse blade er Wiedewelts egenhændige notater om opholdet i Firenze (1, 2, 3) og en beskrivelse af den skulpturelle udsmykning af Frederiks Kirke i Frederiksstaden.(http://wiedewelt.ktdk.dk/n/uAGWMZ7h) Sidst i manuskriptet er stukket løse lapper ind med indskrifter og beregninger af antal bogstaver til disse.

Fr. J. Meier. Fotografi fra 1878 af Georg Emil Hansen. Det kg. Bibliotek.

Siden Fr. J. Meier skrev sin disputats om Johannes Wiedewelt i 1877 har manuskriptet NKS 1396n på Det Kongelige Bibliotek været flittigt benyttet af danske kunsthistorikere. Overskriften til manuskriptet lyder meget pompøs:

Meier har ved at give sin disputats fra 1877 titlen Efterretninger om Billedhuggeren Johannes Wiedewelt ikke lagt skjul på, i hvor høj grad han stod i gæld til manuskriptet ved udarbejdelsen af disputatsen. Ikke desto mindre benyttede Meier også andre kilder, kilder det dengang har krævet megen research at finde frem til, også da en del af disse dengang stadig befandt sig i privateje. Imidlertid må man være klar over, at Meier manipulerede sit materiale, så det passede ind i hans egen og samtidens syn på 1700-tallets kunst og begivenhederne i 1700-tallet på Kunstakademiet og i Danmark i al almindelighed.

Faktisk var Meyer ikke den første, der har haft adgang til manuskriptet, for Rasmus Nyerups biografi over Wiedewelt fra 1799 viser også inspiration fra manuskriptet.

Selve Nachricht er skrevet med Johannes Wiedewelts fætter Peter Frederik (Friedrich) Zeises hånd. De første sider i Nachricht (http://wiedewelt.ktdk.dk/soeg?utf8=%E2%9C%93&q=&from=1646&until=1734) indeholder en længere familiekrønike, der begynder i 1646 med Wiedewelts og Zeises bedstefar Hans Wiedewelts fødsel i byen Schleiz i Thüringen, hvorfra han i 1670 indvandrede til Danmark, og slutter med Wiedewelts forældre, Just Wiedewelts og Birgitte Lavritsdatters, død i 1757. Faderens og bedstefaderens levnedsløb er skildret som mere succesrige og imponerende end de faktiske forhold måske egentlig berettiger til.

De følgende paginerede sider handler om Wiedewelts uddannelse, første værker og hans rejser (pagina 2v-15v). Men også her er der udeladelser. Den første rejse fra 1750-1758 gik først til Paris, hvor han modtog undervisning på Det Kongelige Franske Kunstakademi og samtidig arbejdede i Guillaume Coustou den Yngres værksted. Wiedewelt blev belønnet med Det franske Kunstakademis sølvmedalje i 1753.(http://wiedewelt.ktdk.dk/n/Eo5MzRbu) Teksten om Wiedewelts fire år lange pariserophold fylder kun omkring 10 linjer. Hvem han ellers mødte i Paris udover Coustou nævnes ikke. Heller ikke et ord om korrespondancen med diplomaten og kunstsamleren Joachim Wasserschlebe, der med egne erfaringer og kontakter på mange måder hjalp ham tilrette i Paris.

J.M. Preisler: Joachim Wasserschlebe efter buste af J.F.J. Saly. Kobberstik. 307 x 192 mm. Sign: "J.M. Preisler den. et Sculps." Bet: "Ioachim de Wasserschlebe Gravé en 1776 par son ami Jean Martin Preisler, d’apres le buste de Jacques François Joseph Saly, fait en Copenhagues en 1754". Den kgl. Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst.

Efter Wiedewelts fireårige ophold i Paris gik studierejsen til Rom, hvor han ankom den 7. juni 1754. Oplysningerne om romeropholdet er også påfaldende knappe, og teksten her fylder kun seks linjer.(http://wiedewelt.ktdk.dk/n/Eo5MzRbu) Intet om maleren Anton Raphael Mengs og arkæologen Johann Joachim Winckelmann, selv om han i perioder delte logi med sidstnævnte. Intet om malerne Peder Als og Johan Edvard Mandelberg, som også opholdt sig i Rom i disse år, udover, at Wiedewelt lige nævner, at hjemrejsen fra Rom foregår sammen med Mandelberg. Oplysninger om Wiedewelts færden i Rom må man søge i korrespondancen med Wasserschlebe og den store mængde af studietegninger, han har efterladt sig fra byen. Teksten om hjemrejsen over Firenze og Venedig er imidlertid mere detaljeret end oplysningerne om Rom. Forklaringen kan være, at Wiedewelt ikke har kunnet stille noter til rådighed for Zeise, hvad angår Pariser- og Romeropholdet, men har haft notater angående turen til Napoli og hjemrejsen. Wiedewelts ”notater” fra Rom er hans studietegninger, som meget detaljeret fortæller, hvor han færdedes i Rom og også har vist sig interessante for dem, der studerer Winckelmann, da tegningerne kan belyse, hvilke antikke kunstværker Winckelmann var optaget af.

Kort før Wiedewelt rejste hjem til Danmark foretog han en rejse til Napoli sammen med Winckelmann. Dvs. Winckelmann var allerede rejst i april, mens Wiedewelt først skulle have lov hjemme fra Danmark, og tilladelsen kom først i maj. Her er beretningen som nævnt pludselig meget mere detaljeret, og vi kan følge Wiedewelt på rejsen dag for dag, så længe turen til Napoli varede fra 8. april – 2. maj 1758, hvor han var tilbage i Rom (pagina 3r-3v). Rejseruten og de steder, der besøges, nævnes omhyggeligt, men rejsekammeraten Winckelmann nævnes ikke med et ord på trods af, at de delte rejsepas på rejsen fra Napoli til Rom! Foruden samlinger i Napoli – de bruger flere dage på samlingerne i Capo di Monte – ser de også seværdigheder i omegnen. Wiedewelt og Winckelmann tager også på længere udflugter til Pesto og Herculanum.

Hjemturen

Tilbage i Rom må Wiedewelt returnere til Danmark kun to måneder efter. Wiedewelt og Mandelberg rejser sammen fra Rom 1. juli 1758, og man kan følge rejsen hjem dag for dag. De når til Firenze over Caprarola og Siena den 6. juli (pagina 1 brev r-v, 2 brev r-v, 3v-4r). Trods de korte ophold lykkes det dem alligevel at se en del undervejs, og det gælder hele vejen hjem. De opholder sig i Firenze til den 22. juli og logerer hos den engelske billedhugger Francis Harwood (pagina 2 brev r), der levede af at sælge kopier af berømte antikke værker til ”grand tour” segmentet. Det ses, at de har travlt, meget travlt. De besøger Winckelmanns ven Heinrich Muzell-Stosch og ser den store samling af antikke kaméer og medaljer, som han netop havde arvet efter sin onkel Philip von Stosch. De besøger også markis Arnaldis palads, hvor den forgældede markis Tommaso Arnaldi solgte ud af sin store og værdifulde malerisamling (pagina 2brevr, 3v). Men frem for alt ser de Uffizierne og Palazzo Pitti og Vecchio og alle de kirker og private paladser deres knappe tid tillader (pagina brev 2r-v, 3v, 4r).

Fra Firenze går turen til Venedig over Pisa, Livorno, Carrara, Lucca, Bologna og Padua (pagina 4r-v). Carrara er egentlig en omvej, og de bliver der tilsyneladende et par dage. Man fristes til at tro, at Wiedewelt skal have skabt nogle kontakter til marmorleverandørerne dér især med henblik på udførelsen af Christian VI’s sarkofag (pagina 15v-16v).

Wiedewelt og Mandelberg bliver i Venedig tolv dage (pagina 4v), hvorefter det går hjemad uden mange svinkeærinder over Trento (Trient), Innsbruck, Augsburg, Ulm, Stuttgart, Heidelberg, Frankfurt, Kassel. Ved Nordheim ser de den franske hær under ledelse af prinsen af Soubise (pagina 4v). Krigshandlingerne influerer tilsyneladende ikke på hjemrejsen, hvor de sidste stop er Hannover og Hamborg, inden de når København den 6. oktober 1758 (pagina 4v-5r).

På den følgende side (pagina 5r) får man oplysninger om Wiedewelts receptionsstykke, som han afleverede i 1759, hvorved han blev medlem af Kunstakademiet, og hans udnævnelse til professor i 1761. Så springer kronologien i manuskriptet til 1767, hvor han vælges til Kunstakademiets kasserer og til 1768, hvor Wiedewelt og N.-H. Jardin påbegynder deres rejse til Frankrig og England.

England og gensyn med Paris 1768-69

Arkitekten N.-H. Jardin fik i 1768 tilladelse til at besøge sit fædreland, idet han skulle have tildelt en fornem orden. I den forbindelse anmodede Wiedewelt om tilladelse til at ledsage Jardin (pagina 5r-15v). Rejsen faldt sammen med, at Christian VII skulle foretage en rejse til Frankrig og England. At rejsen foregik med kongen og den danske regerings accept og tilladelse fremgår bl.a. af, at de to professorer 12. november blev modtaget af Christian VII på Hotel York i Paris og i England fik al mulig hjælp fra den danske gesandt i London Wilhelm Christoph von Diedes side, ligesom de i England blev modtaget af såvel dronning Caroline Mathildes broder, kongen George III og hendes moder, prinsesse Augusta af Wales. Det har antagelig været en fantastisk oplevelse for såvel Jardin som Wiedewelt atter at færdes i mere internationale kredse end det faglige miljø Kongens København kunne byde på.

Oplysningerne om opholdet i England er betydelig mere detaljerede end oplysningerne om Frankrig og Paris. Jardin og Wiedewelt opholder sig faktisk i Paris fra 11. november 1768 til 31. marts 1769, uden at vi får noget at vide om, hvad de har set og hvem de har mødt ud over den førnævnte audiens hos Christian VII og den festivitas, der blev ham til del (pagina 5v). De vender tilbage til Paris fra 2. maj-18. maj 1769 (pagina 10r), da Jardin skal modtage St. Michaelsordenen, men udover at nævne, at også Direktøren for Kunstakademiet i København, J.-F.-J. Saly, dog fraværende, bliver benådet med denne orden, er oplysningerne sparsomme.

Værkfortegnelsen

Herefter følger en værkfortegnelse, der er nogenlunde kronologisk. Hele teksten til manuskriptet er som nævnt skrevet af Wiedewelts skriver, fætter og ven Peder Frederik Zeise. I dag ville vi nok give Zeise stillingsbetegnelsen sekretær eller fuldmægtig. Manuskriptet er på sin vis meget nøgternt. Bortset fra enkelte steder i forbindelse med Wiedewelts rejser, hvor hans mening om forskellige kunstnere og kunstværker skinner igennem, er der ikke mange subjektive kommentarer. Man får indtryk af, at Wiedewelt er en meget tro undersåt til det dansk-norske kongehus. Derfor kan hans og/eller Zeises underdanige benovelse over de æresbevisninger, som Wiedewelt tildeles fra royal side, virker noget falske, når man bladrer kunstnerens mange satiriske tegninger igennem. Her får alle, høj som lav og nære kolleger inkluderet, en mere eller især mindre kærlig behandling.

Værkfortegnelsen går kronologisk frem, bortset fra enkelte steder, hvor Zeise åbenbart har glemt at føre værkerne ind på rette sted og derfor sommetider går tilbage i kronologien. Værkerne er noteret med § og numre, og er der tale om store dekorationer med flere elementer som f.eks. udsmykningen af Christiansborgs Riddersal, er der undergrupper med tal og bogstaver. Manuskriptets tekst krydres undervejs med oplysninger om Wiedewelts fremskridt i karrieren og de hædersbevisninger, han modtager undervejs.

Oplysninger om værkerne er ikke helt ensartede, selv om det er tydeligt, at Zeise har tilstræbt en form for ensartethed. Det skyldes til dels, at værkerne er meget forskellige, men det er lidt af et stilbrud, når der ved enkelte værker omhyggeligt er noteret beregninger over forbruget af materialer, mens langt størstedelen af paragrafferne savner disse oplysninger.

Den meget nøgterne gennemgang af værkerne afslører dog flere morsomme ting. Henrik Adam Brockenhuus lod i 1787-88 Wiedewelt udføre tre ens sarkofager, to for sig selv og hustruen Elisabeth Brockenhuus f. Holstein i Jungshoved Kirke og en for svigerdatteren Berthe Scheel, der blev sendt til Auning Kirke i Jylland (pagina 59r). Men Brockenhuus havde også andre mere chevalereske bestillinger hos Wiedewelt. I 1791 lader han Wiedewelt udføre en mindeobelisk til ære for svigerdatterens moder, grevinde Eleonora Scheel f. Raben, til haven ved herregården Ulstrup, en have som grevinde Scheel havde ladet ”indrette og forskiønne”. Samme galante opmærksomhed får grevinde Scheels datter Charlotte Lucie Sehested Juel året efter, idet Wiedewelt leverer en lille obelisk i gotlandsk sandsten med en lille medaljon i hvidt marmor, muligvis bestemt for Ravnholt på Fyn (pagina 63v).

Optegnelserne afslører også greve Joakim Schack Rathlou som noget af en vendekåbe. I 1772 lader han opstille nogle mindeobelisker i skoven ved Rathlousdal bl.a. én til minde om omvæltningen i 1772 (pagina 35v), men efter kronprinsens kup i 1784 skynder han sig i 1785 at rejse et monument for begivenheden (pagina 55v).

Man kan også konstatere, at forholdet mellem dronning Caroline Mathilde og enkedronning Juliane Marie tilsyneladende var uproblematisk, indtil Johann Friedrich Struensee i 1769 dukkede op i de royale gemakker. I forbindelse med enkedronningens fødselsdag i september 1768, under kongens bortrejse til Frankrig og England, lod dronningen Wiedewelt udføre en dekoration på Frederiksborg Slot til ære for enkedronningen. I den forbindelse blev Wiedewelt belønnet med en tobaksdåse af agat og guld (pagina 28r).

Wiedewelt arbejdede som illustrator ved flere bogprojekter, som også nævnes i værkfortegnelsen. Der var det flotte folieværk over hans arbejder til Fredensborg Slotshave med stik af Johannes Gottfried Bradt fra 1768 (pagina 16r), og udgivelsen 1772 af Peder Paars med stik af J.F. Clemens, som skete i samarbejde med embedsmanden og forfatteren Johan Samuel Augustin (pagina 31r). Wiedewelts antikvariske og arkæologiske interesser afspejles i hans værk Samlinger til Ægyptiske og Romerske Oldsager fra 1786 med kobberstik af J.F. Clemens (titelblad og tavle I-VI, IX, XIII, XV, IXX-XX, XXVII) og de øvrige af C. Schule. Wandalls værk om Julianehøj og mindesmærkerne i Jægerspris fra 1783 har stik af Clemens efter Wiedewelts tegninger. Wiedewelt har desuden leveret forlæg til vignetter i forskellige publikationer, men ikke alle er nævnt i fortegnelsen. Wiedewelt udførte forskellige akvareller tænkt som illustrationer til Suhms Danmarkshistorie og illustrationer til bl.a. Balders død og Amor og Psyke, men de er heller ikke omtalt i manuskriptet.

Johannes Wiedewelt: Mindeobelisk for Frederik V. i Bregentveds Slotshave. Foto Karin Kryger 2020.

Manuskriptets værkfortegnelse er meget tæt på at være komplet, men der er dog nogle påfaldende udeladelser, ligesom nogle værker behandles meget overfladisk. F.eks. omtales hele den store udsmykning af Fredensborg Slotshave næsten ikke, antagelig fordi Wiedewelt i 1768 udgav et stort folieværk om udsmykningen med kobberstik af J.G. Bradt. Wiedewelts Mindeobelisk over Frederik den V. i Bregentveds have, udført på foranledning af greve A.G. Moltke og opstillet i 1770, mangler ejendommeligt nok i fortegnelsen, men omtales indirekte i forbindelse med den mindemedalje, greven lod medaljøren Daniel Jens Adzer udføre, og som greven skænkede Wiedewelt et eksemplar af (pagina 28v). I samarbejde med Peder Als og C.F. Harsdorff modellerede Wiedewelt i 1773 prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København, der for sin tid må have virket chokerende moderne, især i samspillet med kirkens øvrige barokke inventar. Men det er ikke et arbejde, der fremgår af værklisten. Glemt er også den heraldiske byggetavle til herregården Ulstrups sydportal og gavldekorationen til Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv i København. De fleste af udeladelserne synes dog at være forglemmelser.

Johannes Wiedewelt: Tegning til heraldisk byggetavle med familierne Scheels og Plessens våbner bestemt for herregården Ulstrups sydportal. Tusch og vandfarve. 450 x 285 mm. KBSA .

Johannes Wiedewelt: Aurora. Tegning til gavldekoration på Harsdorffs Hus, Kongens Nytorv København. Tusch og vandfarve. 256 x 581 mm. Den kgl. Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst.

Wiedewelts sidste værk, det store og betydningsfulde Monumentet for de faldne Fædrelandsforsvarere på Holmens Kirkegård savnes også i værkfortegnelsen, men her er forklaringen nok, at det endnu ikke var leveret ved Wiedewelts død, selvom det stod færdigt i hans værksted i Materialgården på Frederiksholms Kanal. Uagtet det således kan påvises, at værkfortegnelsen ikke er komplet, og et værk godt kan være af Wiedewelt, selv om det ikke er nævnt i Nachricht, så kan man konstatere, at Zeise har fået noteret de fleste af Wiedewelts arbejder. Der er således grund til stor forsigtighed, hvis man mener at et værk, der ikke står i fortegnelsen, kan tilskrives Wiedewelt.

Johannes Wiedewelt: Udkast til Monumentet for de faldne Fædrelandsforsvarer på Holmens Kirkegård. Tusch og vandfarve. 399 x 335 mm. Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek.

Manuskriptet er antagelig påbegyndt kort efter Wiedewelts hjemkomst fra rejsen til England og Frankrig i sommeren 1769. Levnedsskildringen og værkfortegnelsen er nedskrevet løbende. Noget tyder på, at Zeise i de efterfølgende år fortsatte som Wiedewelts forretningsfører og sekretær, hvorfor han har kunnet følge med i Wiedewelts arbejdsopgaver på tætteste hold. Man kan så spørge, hvis idé var det at udarbejde manuskriptet? Zeises eller Wiedewelts? Ideen kunne godt være Zeises. Han var i hvert fald slægtsinteresseret og arvede fra sin far nogle slægtsoptegnelser, som han videreførte og supplerede, og hvorfra nogle af oplysningerne er brugt i Nachricht. Zeise nærede tilsyneladende stor beundring for sin fætter og var personlig meget optaget af dennes karriere. Hans egne private notater indeholder, foruden optegnelser, der virker som kladder til Nachricht, også notater om de forretningsmæssige udflugter, han foretog sammen med Wiedewelt (jf. nedenfor), ligesom han har noteret Wiedewelts død i 1802. Wiedewelts liv var af fundamental betydning for Zeises egen tilværelse.

Man kunne fristes til at tro, at Zeise og/eller Wiedewelt havde drømt om, at Nachricht blev udgivet under en eller anden form. Eller er det bare Zeises bogholderhjerne, der har haft et ønske om at få et overblik over Wiedewelts meritter og arbejder? I hvert fald har Zeise efterladt en enestående dokumentation, ikke blot om en enkelt kunstners virke i slutningen af 1700-tallet, men også om de vilkår, han arbejdede under. Manuskriptet forholder sig ikke til de politiske omvæltninger, der prægede perioden. Struenses magtovertagelse i 1769, enkedronning Juliane Marie og Ove Guldbergs kup og henrettelsen af Struensee og Brandt i 1772 samt kronprinsens kup i 1784. Men manuskriptet fortæller alligevel om disse omvæltninger gennem de arbejdsopgaver, som Wiedewelt fik. Men det er en neutral fortælling, hvor politiske holdninger ikke har plads.

Manuskriptets skæbne

Det er uklart, hvad der blev af manuskriptet lige efter Wiedewelts død. Det ses ikke nævnt i de tre auktionskataloger, der udkom i forbindelse med auktionerne i marts og april 1803, hvor Wiedewelts ejendele blev solgt. Muligvis er manuskriptet overgivet til Kunstakademiet, ligesom en del af Wiedewelts embedspapirer blev det. En anden mulighed er, at Zeise tog ejerskab på manuskriptet, og at det så engang i 1800-tallet er overgivet Det Kongelige Bibliotek fra familien Zeise.

Da Meier i 1877 udgav sin disputats, var manuskriptet indgået i Det Kongelige Bibliotek Ny Kongelig Samling som nr. 1396n. Grundstammen i Ny Kongelig Samling er historikeren P.F. Suhms store samling manuskripter, som Det Kongelige Bibliotek erhvervede 1796 ff. Navnet Ny Kongelig Samling synes første gang benyttet i 1834, og på det tidspunkt rummede samlingen flere manuskripter end de suhmske manuskripter. Først i 1836 blev der udfærdiget et katalog, men i dette tidlige katalog optræder håndskriftet ikke. Samlingen modtog løbende manuskripter op gennem 1800- og 1900-tallet. Hverken i det oprindelige katalog eller i senere kataloger oplyses der proveniens på manuskripterne. Det er derfor uklart, hvornår manuskriptet er indgået i Ny Kongelig Samling udover, at det må være sket mellem 1836 og 1877, eller hvorfra man har modtaget manuskriptet.

Karin Kryger, september 2021