Peter Frederik Zeise

Peder Frederik (Friedrich) Zeise var søn af Johannes Wiedewelts faster, Katharine Marie Wiedewelt, og hendes anden ægtefælle, guldslager Melchior Friederich Zeise og var 10 år ældre end Wiedewelt. Han blev født 6. juni 1721 og døbt i Petri Kirke 9. juni samme år. Faddere var bedstefaderen Hans Wiedewelt, onklen Just Wiedewelt, naboen Wilhelm Holm (jf. nedenfor), en madam Paulsen og en jomfru Röbel. Han voksede op i Store Helliggeiststræde (nuværende Valkendorfsgade 11), hvor faderen ejede ejendommen med daværende matrikelnummer 166, men huset brændte ved Københavns brand i 1728. Hvor familien havde ophold efter branden vides ikke, men i 1732 lod hans far det nordvestre forhus af ejendommen Valkendorfsgade 11 opføre og lod sin ven Didrik (Diedrich) Gercken, Wiedewelts gudfader og læremester, udføre en fornem portal til huset. Denne portal er senere flyttet til nabohuset, den nuværende ejendoms nordøstre forhus, der er opført på samme tid for skrædderen Wilhelm Holm.

I 1735 blev Zeise fjorten år gammel sat i lære som skriver hos regimentskvartermester Christian Fogh, for ”sich im schreiben und was dahin gehöret zu üben” og i øvrigt ”opvarte” regimentskvartermesteren. Tre år efter bliver han 5. oktober 1738 17 år gammel konfirmeret i Petri Kirke efter at have fulgt konfirmationsundervisning dels hos kateketen Ulrich Wilhelm Piper, dels hos sognepræsten Anton Christopher Rohn. Konfirmationen blev foretaget af pastor Rohn. Zeise forblev i Christian Foghs tjeneste indtil dennes død i 1746.

Samme år kom han i tjeneste hos renteskriveren Johan Ahlers i Det Norske Bjerg- og Saltværkskontor under rentekammeret. Da Ahlers dør i 1757, bliver hans nye chef en kammerråd og renteskriver Johannes Ambders, i hvis tjeneste han var indtil 1767. I 1761 stiger hans gage fra 50 rdlr. til 100 rdlr. om året, så Zeises indtægter har ikke været fyrstelige.

Den 13. juni 1756 skriver Wiedewelt bekymret til Zeise fra Rom. Wiedewelt er klar over, at hans far og svagelig, og ønsker at Zeise skriver til ham og fortæller ham om forældrenes tilstand. Brevet er adresseret til Zeise i Store Helliggeiststræde (Valkendorffsgade), så på det tidspunkt må Zeise bo hos storebroderen, guldslager Karl (Carl) Frederik (Friedrich) Zeise, der på det tidspunkt ejede barndomshjemmet. Den sommer foretog Peter Frederik Zeise en rejse til Sønderjylland for at besøge ”venner” dvs. en del familie, så brevet blev eftersendt. Den ældste broder Hans Christoffer (Kristof) havde været apoteker i Åbenrå siden 1752, og hans onkel Carl Christian Zeise havde virket som apoteker i Haderslev siden 1711, og havde i øvrigt haft Hans Christoffer i lære i årene 1729-1736, inden denne tog på valsen i Tyskland og Polen. Det er muligt, at det har været sager omkring skiftet efter forældrene, der skulle ordnes, så han har muligvis været ledsaget af sin broder Karl Frederik Zeise, der havde overtaget faderens forretning.

I 1767 havde Zeise arbejdet som skriver i 22 år og var 46 år gammel. Men et eller andet gør Zeise ”indisponeret” så han må fratræde sin stilling. Zeise kommer ikke nærmere ind på, hvad det er, der gør ham indisponeret, men han får i januar 1768 tilkendt en pension på 100 rdlr. om året. Det er ikke nogen stor pension, til sammenligning fik Wiedewelt omkring 400 rdlr., senere 500 rdlr. for sit professorat ved Kunstakademiet udover, hvad han måtte tjene på sin kunstneriske virksomhed.

Zeise har imidlertid ikke været mere syg, end at han senere på året i oktober måned kommer sin fætter til hjælp. I oktober tillader Kunstakademiets præces, greve Adam Gottlob Moltke, at Zeise påtager sig de pligter, som Wiedewelt havde som Kunstakademiets kasserer, en post han blev valgt til i 1767. Årsagen var Wiedewelts rejse til Frankrig og England sammen med arkitekten N.-H. Jardin fra 1. oktober 1768 til 12. juni 1769. Zeise tog ophold i Materialgården fra den 28. oktober 1768 til den 12. juni 1769, hvor han ”alles freÿ gehabt habe.” I perioden virkede Zeise også som Wiedewelts forretningsfører, en funktion han tilsyneladende fortsatte med næsten til Wiedewelts død. Zeise skrev en række breve til Wiedewelt, så denne kunne følge med i, hvorledes arbejdet gik i værkstedet under hans fravær. Ifølge en ansøgning fra Wiedewelts søster Cathrine Marie til kongen i 1803 var Zeise medlem af Wiedewelts husholdning ”i mange Aar”. Tilsyneladende har Zeise så boet i Materialgården udover den periode, han har præciseret i sine notater, men da folketællingen fra 1784 af ukendte grunde har sprunget beboerne i Materialgården over, og da Zeises navn i øvrigt ikke fremgår af folketællingen, er det svært at sige, i hvilke perioder han har været medlem af Wiedewelts husholdning, bortset fra da Wiedewelt var i England.

Zeise må have passet Wiedewelts kassererforpligtelser under dennes fravær tilfredsstillende, eller også er der tale om en form for nepotisme, for han fungerer de følgende år som regnskabsfører på Kunstakademiet, et arbejde han ifølge kassereglementet fra 1781 fik 50 rdlr. årligt for. Zeises tjans som regnskabsfører ophørte 1788, hvor han blev afløst af Hans Christopher Sonnin (1750-1811).

Zeises familie

Zeise var vokset op i et internationalt miljø. Hans bedstefader og fader havde været på valsen i Nordtyskland og Polen som guldslagere i deres ungdom, og flere onkler og hans ældste broder Hans Cristoffer havde rejst rundt om i Tyskland og Polen og virket som apotekerlærlinge eller svende, inden de fik foden under eget bord hh. i Danmark og Tyskland. Onklen Just Wiedewelt havde rejst i Tyskland, Nederlandene og Frankrig i hele 19 år, og fætteren Johannes havde også tilbragt mange år i udlandet. Peter Frederik var københavner med stort K, og bevægede sig kun yderst sjældent udenbys. I sine egne notater fortæller han detaljeret om rejsen i 1756 til Sønderjylland (Haderslev, Flensborg, Åbenrå), hvor han besøger sin ældste broder og andre slægtninge. Rejsen varede fra 5. juni til slutningen af august. Beretningen er interessant, fordi han fortæller detaljeret om, hvor mange mil, der er mellem hver rejseetape, om et uheld med en væltet vogn, hvor lang tid det tog at sejle over Store- og Lillebælt, og man får levende indtryk af, hvor strabadserende og tidskrævende rejser var på dette tidspunkt. Zeise fortæller også om de gange, han har været på forretningsrejse med Wiedewelt, men derudover bevæger han sig i modsætning til sin kosmopolitiske familie sjældent vest for Valby Bakke.

Zeises mellemste broder Karl Frederik, som overtog faderens guldslagerforretning og vistnok også ejendommen i Valkendorfsgade, forblev ugift. Zeise skriver meget lidt om ham, ganske enkelt fordi der ikke er så meget at skrive. Som udlært svend i 1739 stod han i begreb med at skulle på valsen, og han var gået om bord på et skib til Lübeck, men forgyldningsarbejderne på det nye residensslot Christiansborg var så talrige, at han ikke kunne undværes. Så som Peter Frederik holdt han sig stort set resten af livet inden for byens volde til sin død i 1780 på Frederiks Hospital.

Besigtigelsesrejser med Wiedewelt

Det var gennem Wiedewelts arbejde og det han kunne bistå fætteren med, at Zeise fik identitet og mening med tilværelsen, efter han blev tildelt en pension, da han blev ”indisponeret”. Zeises notater om hans eget liv vikles ind i notaterne om Wiedewelts, og de besigtigelsesrejser, Zeise foretog sammen med Wiedewelt, ser ud til at have haft stor betydning for ham. Zeise kan muligvis godt have deltaget i flere rejser med Wiedewelt end dem, der fremgår af notaterne.

I august 1769 (7.-9. august) tager Zeise på, hvad han betegner som en lystrejse sammen med Wiedewelt til Fredensborg, Frederiksborg og Lyngby. Men mon ikke Wiedewelt benyttede lejligheden til at besigtige sine arbejder i Fredensborg. At hjemturen gik over Lyngby, kan skyldes, at Wiedewelt året efter leverede Andreas Lowsons sarkofag til Lyngby Kirke (pagina 29r) og at han derfor har foretaget en besigtigelse af kapellet og evt. truffet aftaler med relevante personer.

Den 11. og 12. juli 1770 går turen til Helsingør. Det er en forretningsrejse, for formålet er at bringe en portrætmedaljon i hvid, italiensk marmor, som Wiedewelt havde udført af Christian VII samme år, og som var en gave til kongen af England dronning Caroline Mathildes bror Georg den III (pagina 29r), til Helsingør med henblik på videre forsendelse. Derefter besøgte de Marienlyst Slot og haven, som N.-H. Jardin havde opført for Adam Gottlob Moltke, som ”stråmand” for Frederik V., og som Christian VII skænkede enkedronningen Juliane Marie i 1767. Om Wiedewelt havde en besigtigelse eller andet i opdrag omkring slottet, eller her var tale om ren lystvandring, er uvist. Zeise er meget betaget af, at der fra slottets bagside fra haven er adgang til de øvre gemakker.

”… Lust-Schlos Marien-Lust mit dem Garten und sonderbahren Einrichtung hinterm Schlosse von verschiedenen in einem Hügel eingeschnittenen schönen Gängen, aus welchen man in die Gemächer des Schlosses ohne Stiegen zu betreten, und zwar in beÿde öberste Etagen, kommen kann“

Skuffet må de opgive at se Kronborg: ”weilen solches nur den Einwohnern der Stadt erlaubt seÿn soll.“

Senere på måneden er fætrene turister i deres egen by, idet de den 23. juli ser greve Moltkes Palæ på Amalienborg med biblioteket og naturaliekabinettet. Her må Zeise også have set Wiedewelts portrætmedaljon af greven fra 1763 (pagina 18v). To dage efter tager Wiedewelt Zeise med på en besigtigelse af Christiansborg i anden og tredje etage, dvs. mezzaninen og kongeetagen med riddersalen (pagina 19r-20v) og Wiedewelts skulpturelle udsmykning.

I sommeren 1774, den 16. og 17. juli, er Zeise med Wiedewelt på Fredensborg, og den 27. og 28. juli går turen igen til Nordsjælland, denne gang til Frederiksborg og Fredensborg. Besøget på Fredensborg kan skyldes, at Wiedewelt siden 1772 havde arbejdet på en portrætbuste af enkedronningen, som blev støbt i gips i 1773 og leveret i marmor i 1775 (pagina 31r og 33v).

Da Wiedewelt i 1777 påbegynder udsmykningen af Jægerspris Slotspark og Mindelunden, ledsager Zeise ham på en tur til Jægerspris, og i de følgende år er han ”mit gedachtem Directeur verschiedentlich auf Jägerspriis gewesen” og har ” das Schlos so wie den Garten, besehen”.

I 1780 omtaler Zeise for sidste gang en udflugt med Wiedewelt. Fra den 4. oktober rejser de over Roskilde til Sorø. Wiedewelt havde på dette tidspunkt flere opgaver i Sorø, dels med Holbergs sarkofag (pagina 44r), dels med sarkofagen over Wolff von Reitzenstein (1778 pagina 36v) og endelig restaureringerne af de kongelige gravmonumenter over Christopher II, Valdemar II, og Oluf II (1777 pagina 35 r-v). Foruden besøget i kirken ser fætrene Sorø Akademi. Den 6. oktober tager de til Ravnstrup ved Slagelse, der tilhørte baron Wedel, for hvem Wiedewelt var ved at udføre en dobbeltsarkofag over baronen og hans hustru til Herlufmagle Kirke (leveret 1781 pagina 47 r-v). Om aftenen tog de til Ringsted, men Zeise nævner intet om, hvorvidt de ser kirken. Dagen efter var de tilbage i København.

Om ordningen af Det Kongelige Biblioteks samling af kobberstik

I januar 1783 blev Wiedewelt, sammen med kobberstiksamleren F. A. Müller, kobberstikkeren J.F Clemens og bibliotekaren John Erichsen, udpeget til at sidde i en kommission, der skulle ordne Det Kongelige Biblioteks Samling af kobberstik (pagina 53v). Anledningen var, at det var besluttet, at Det Kongelige Bibliotek skulle erhverve Joachim Wasserschlebes store samling af kobberstik. Wiedewelts støtte og velgører fra studieårene i Paris og Rom var kommet i økonomiske vanskeligheder, hvorfor Det Kongelige Bibliotek var blevet tilbudt en del af Wasserschlebes enorme samling af kobberstik. Tilsyneladende var de øvrige udvalgsmedlemmers indsats behersket, og på trods af, at det udtrykkeligt var nævnt i instruksen, at Wiedewelts arbejde med projektet skulle udføres, så vidt hans øvrige forretninger tillod det, sad han tilsyneladende med hovedansvaret.

Og her kom Zeise endnu engang sin fætter til hjælp. Hele bibliotekets gamle samling samt nyerhvervelserne fra Wasserschlebes samling blev bragt til Materialgården, hvor det store arbejde med sortering og katalogisering blev udført af Zeise med Wiedewelt som supervisor. I den opgørelse, Wiedewelt sendte efter arbejdets fuldførelse i 1788, nævnes i alt (dvs. gamle samlinger og den ”nye” samling, der indeholdt mere end Wasserschlebes kobberstik) 268 indbundne bøger med opklæbede kobberstik med i alt 76242 kobberstukne blade, hvortil et katalog blev færdigt i 1790.

Det har været et enormt arbejde for såvel Zeise som Wiedewelt, og det er usikkert, om de egentlig fik noget vederlag for deres arbejde. Men deres arbejde bar frugt på den måde, at samlingen blev mere synlig og berømt, og mange nu valfartede til Det Kongelige Bibliotek for at se den store samling af kostbare kobberstik.

Magstræde 16 i København. Foto Karin Kryger 2020.

Zeises sidste år

I 1801 optræder Zeise i folketællingerne som logerende hos toldbetjent Friederich Nicolai Danckel i Magstræde, nuværende gadenummer 16. Her betegnes hans stilling som fuldmægtig. Han må derfor være fraflyttet Materialgården inden Wiedewelts død. Årsagerne hertil har muligvis været Wiedewelts skrantende økonomi, men intet vides herom.

Da Wiedewelt dør i slutningen af december 1802 optræder Zeise i skifterettens forseglingsprotokoller og er medunderskriver, da skifteretten gennemgår afdødes ejendele. Det vil sige, at skifteretten har anset Zeise for at have haft et nært forhold til Wiedewelt med et intimt kendskab til såvel hans forretning som private affærer.

Den 22. marts 1806 kunne man læse følgende notits i Adresseavisen:
”Undertegnede lader herved for Slægt og Venner bekiendtgiøre, at min gamle Oncl. Peter Frederik Zeise, som i den sidste Tid har været hos mig er den 17de d. M. ved Døden afgaaet i sin Alders 85de Aar, hvornæst jeg frabeder mig al Condolation.
Slagelse d. 18de Marts 1806
Fr. Zeise
Apotheker ”

Det fremgår ikke, hvornår Zeise tog ophold hos sin nevø Frederik, apotekeren i Slagelse. Han blev begravet fra Sankt Mikkels Kirke i Slagelse den 22. marts 1806.

Johan Tobias Sergel: Widevelt Dansk bilthuggare, ger middag. hans dräng stiel unnan vin bouteiller. i Köpenhamn 1797. 220 x 355 mm. Tusch, brunt blæk og grå lavering. Nationalmuseum, Stockholm, inv.nr. NMH 628/1875.

Vi har ingen portrætter af Zeise. Han kan måske gemme sig blandt Wiedewelts satiriske tegninger, men i så fald giver tegningernes påskrifter ingen nøgle til at gøre evt. referencer til Zeise forståelige for os. Sergel har udført en tegning fra et lystigt lag i Materialgården, hvor Wiedewelt og hans ”dreng” dvs. tjener henter drikkevarer. ”Drengen” er en moden fyldig herre, der kunne tolkes som Sergel selv. Imidlertid har figuren en opstoppernæse og ikke den typiske krumme sergelske næse, hvorfor man måske skal tage teksten for pålydende, at det drejer sig om Wiedewelts tjener, og den ”tjener” kan meget vel være hans fuldmægtig og skriver Peter Frederik Zeise.

J.F. Clemens: Frederik V’s gravmæle i Roskilde (detalje af fig. 1 pagina 29r.(http://wiedewelt.ktdk.dk/n/Lo9xAz9L)).

J.F. Clemens store stik fra 1783 af Frederik V’s gravmæle viser Wiedewelt med paryk stå til venstre og pege op på monumentet (pagina 29r), mens hans ledsager, også med paryk, holder en stor tegning, der øjensynlig viser monumentet. Til højre står en kusk. Ofte er Wiedewelts ledsager blevet identificeret som arkitekten C.F. Harsdorff, som var arkitekt for selve kapellet eller kobberstikkeren selv. Imidlertid viser stikket ikke noget af Harsdorffs arkitektur. Clemens fokuserer i stikket entydigt på monumentet. Muligheden for, at det er Clemens er mere sandsynlig, og der er ikke noget i de portrætter, der findes af Clemens, der modsiger denne antagelse. Men man kunne også få den tanke, at stikket slet ikke viser Harsdorff eller Clemens, men Wiedewelts betroede medarbejder Peter Frederik Zeise, som jo ledsagede Wiedewelt på nogle af hans besigtigelsesture.

Om Wiedewelts ledsager på såvel Sergeltegningen i Stockholm som Clemens stik af Frederik V’s gravmæle i virkeligheden viser Zeise, lader sig desværre ikke dokumentere med sikkerhed. Men det er en besnærende mulighed, som også kan være med til at illustrere fætrenes tætte forhold og tætte samarbejde.

Karin Kryger, september 2021