Sprog og sprogbrug

Den største del af håndskriftet er skrevet på tysk med Peter Frederik Zeises pæne og læselige skrift, men fra 1793 (pagina 64 v) begynder Zeise at skrive på dansk, og i løbet af 1795 (pagina 67r) ser det ud til, at han er blevet ramt af en eller anden aldersrelateret sygdom, et slagtilfælde eller lignende, da hans håndskrift ændres til en usikker og rystende gammelmandsskrift. Skriften er dog stadig læsbar. Hvad grunden til ændringen af sproget er, fremgår ikke, og i sine private notater fortsætter Zeise med at skrive på tysk. Pga. ændringen af håndskriften kunne man få den tanke, at den sidste del af håndskriftet er skrevet af Wiedewelt selv, men Zeises sene private noter, og hans underskrift i forseglingsprotokollen i forbindelse med bobehandlingen efter Wiedewelt (se artiklen om Wiedewelt) indikerer, at Zeise også har skrevet de sidste sider.

Fra Wiedewelts hånd er kun de såkaldte breve, som egentlig er notater fra hans rejser og enkelte andre løsblade indstukket i håndskriftet. Enkelte blade er skrevet med fremmed ukendt skrift.

I 1700-tallets København var tysk ikke et fremmedsprog. Kongehuset havde i århundreder været tysksproget. Den tyske kreds, de nordtyske adelsfamilier, der dominerede blandt kongens rådgivere, havde kontakter til tyske universiteter, især Göttingen og Leipzig, hvorfra de gennem deres netværk på tværs af landegrænserne kunne rekvirere embedsmænd og eksperter til deres reformarbejde eller kunstnere til at skabe en strålende ramme om konge og adel. Var man veluddannet og velbevandret i tysk kultur og sprog, kunne man uden problemer få opgaver i Berlin eller Göttingen, København, Riga eller St. Petersborg. Gotthold Ephraim Lessing talte om ”die nördliche Verpflanzung witziger Köpfe”, og Johann Gottfried Herder kaldte København ”das dänische Ende Deutschlands”.

Også i borgerskabet var det tyske islæt betydeligt. Allerede i Hansetiden var der en stor indvandring af købmænd og håndværkere. Både Wiedewelt og Peter Frederik Zeise stammede fra indvandrede borgerfamilier. Wiedewelts og Zeises bedstefar, Hans Wiedewelt, var murer og indvandret fra Thüringen, og Peter Frederik Zeises bedstefar på fædrene side kom fra Schlesien, og efterkommere slog sig ned i bl.a. København, Haderslev og Altona. Zeises slægt bestod overvejende af guldsmede og apotekere.

Familierne Wiedewelt og Zeise hørte til St. Petri Menighed og var uden tvivl tosprogede, men vi ved, at Peter Friedrich Zeise og Johannes Wiedewelt skrev og talte dansk med hinanden. Wiedewelt skrev i 1756 på tysk til sine forældre, men samme år på dansk til Zeise. Zeise og Wiedewelt må have lært lidt latin, og fransk var akademiets sprog. Wiedewelt opholdt sig desuden fire år i Paris, hvorfra han kommunikerede med Wasserschlebe på fransk, men hverken Wiedewelt eller Zeise skriver det korrekt. Engelsk er fremmed for dem begge, hvilket ses af den fantasifulde, til tider uforståelige, gengivelse af navne og stednavne i referatet af Englandsrejsen. Italiensk bruges kun i enkelte ord og vendinger.

Wiedewelt hævdede selv: "Jeg forstaaer ikke Bibelen i det Hebraiske . . . men kan dog læse den i 5 Sprog og endnu en Liden smule tilgiift".

"Brevene" dvs. Wiedewelts notater var næppe beregnet til offentliggørelse, idet de er meget sjuskede. Notaterne er antagelig kladder til brug for Zeises renskrift.

Tekstens (dvs. Zeises) tysk opviser mange afvigelser fra moderne sprog både i ortografi, bøjningsformer og syntaks. Nogle af disse afvigelser kan forklares ud fra tidens praksis, andre er fejl og/eller danismer. Zeise har som barn af et tosproget miljø talt og skrevet både dansk og tysk uden besvær. De fejl han laver i tysk er af en sådan art, at de ikke umiddelbart hindrer forståelse. Men det er tydeligt, at han bedre kan få hold på grammatikken i sine private optegnelser, der i højere grad består af enkle sætninger, end når han skal skrive længere og mere komplicerede sætninger med beskrivelser i form af mange adjektiver og præpositionsled.

I sit arbejde hos regimentskvartermesteren (se artiklen om Peter Frederik Zeise) har han uden tvivl overvejende skrevet tysk, for tysk var hærens officielle sprog indtil 1772. Men det har været bogholdersprog og ikke blomstrende prosa.

I 1700-tallet fandtes der endnu ingen normer for retskrivning, der overordnet var gældende for hele det tyske sprogområde, selv om der havde været gjort flere forsøg. Fra gammel tid fandtes lokale skriftsprog, der byggede på det enkeltes områdes talte dialekt. I 1700-tallet var der skabt en vis praksis med forbillede hos de store digtere Lessing, Herder, Schiller og Goethe, men selv hos dem kan findes regionale afvigelser. Først efter at de mange stater blev samlet i Det tyske Kejserrige 1871, lykkedes det at opnå enighed om en retskrivningsnorm for hele riget.

Stilen i teksten er, til dels betinget af emnet, (biografisk oversigt, rejsedagbog og værkfortegnelser), protokolagtig og kancellipræget (vendinger som: in Ansehung + genitiv mit Verfolg + genitiv, konjunktionerne maßen og weilen, adverbier som dergestalt, desfälig, dieserwegen, im beygesetzten Jahre: i det år, der står i margen, en vending fra regnskabsprotokoller), men i betragtning af Zeises karriere som skriver og regnskabschef var det nok også den type fremstilling, der faldt ham lettest. I enkelte afsnit i rejseberetningerne, især fra England, er stilen lidt mindre tør og giver plads til personlige iagttagelser, da Zeise givet har benyttet Wiedewelts egenhændige notater om rejsen.

I. Afvigelser fra nutidens norm, som var gængse i 1700-tallet.

a. Ortografi

Generelt:
Samme ord kan skrives på forskellig måde i løbet af teksten.
Brugen af store og små bogstaver i begyndelsen af et ord er meget inkonsekvent, f.eks. findes talrige substantiver med lille begyndelsesbogstav og adjektiver med stort.
Enkelte bogstaver eller bogstavforbindelser:
Brugen af e/ä er ofte vilkårlig: Italiänisch, italienisch, Dänckmäler men Angedencken (begge ord er afledt af nyhøjtysk denken), versängt (nyhøjtysk versengen), Erkäntlichkeit, känntlich (nyhøjtysk kennen), genehet (nyhøjtysk nähen).
Brugen af s, ss, ß er ikke reguleret i forhold til vokalens kvalitet som i nyhøjtysk. I margenteksterne bruges sz i stedet for ß.
Samme ord forekommer således i mange variationer: gros, grose, grosse, große; mus, müßen, Schlos, Schlosse, Schloße, Schliesung, schlieslich, geschloßnen, Haus, Hauße, Häußer; unvergeslich, vergeßen, weis, weisen, weissen (adjektiv), zuverläßig, laßen.

Brugen af k hhv. ck var endnu i 1700-tallet reguleret, så k eller c brugtes i forlyd, mens ck brugtes i ind- og udlyd. Zeise følger almindeligvis denne praksis, dog foretrækker han ved substantiver, især af fremmed oprindelse, c i forlyd: Cascade, Capelle, Closter, Canal, ellers k kein, kaum, Kräuter, Kinder, Krantz, men også Crantz. I ind- og udlyd bruges ck: Abdrücken, trincken, Parck, Volck, Handwerck.

h i indlyd har ingen lydværdi, men markerer lang vokal. Denne praksis er i dag begrænset til bestemte ord, men var tidligere mere udbredt. Afvigende fra nyhøjtysk ses her: hohlen, gebohren, Malhlerey, Nahmen, nahmhaft, nochmahls, sonderbahr, spühren.
Reminiscenser fra ældre sprog, der først blev afskaffet helt i 1880erne, er th i stedet for t: Thür, Monath, gethan, Both, Huth, Theil, nöthig, Wohlthäter, samt b i forbindelse med m: frembd, Embsigkeit,
tz for z Krantz eller Kränze, Pflantze, kurtz, gantz,
ey for ei, mest i udlyd, kein men bey, men også Reyse eller Reise, seyn, Mahlerey.

Brug af enkelt hhv. dobbelt konsonant er ikke reguleret: kan, könte, mus, darinn, Samlung, soll, solte.

Praksis ved sammensatte substantiver er meget forskellig. Begge dele kan være skrevet fra hinanden: Ehe Leute, Hoch Brücke, Wild Schwein. Begge dele kan skrives med stort og bindestreg: Land-Haus, Gros-Mutter, Feures-Brunst, Tauf-Zeuge, Kraut-Hof. Begge dele kan skrives med stort, selv om det er sammenskrevet: ParlamentsHauße eller (sjældent) som i nyhøjtysk første komponent med stort: Kaufleute.
Samme ord på flere måder:
Bild=Hauer-Kunst el. Bildhauer=Kunst, Wasser Machine eller Waszer-Machine.
Ved sammensatte adjektiver hersker lignende vilkårlighed: churfürstlich, hochgräflich, men Gros-Herzoglich, Mensch-möglich.

Stavning af familienavne var ikke normgivet, hverken i tysk eller dansk, derfor findes der i manuskriptet lejlighedsvis flere varianter af samme navn: Knuth/Knuht, Reventlow/Reventlou.

b. bøjning:

Parallelbøjning af to eller flere attributive adjektiver var ikke obligatorisk: I maskulinum og neutrum singularis uden bestemmelsesord kunne det første adjektiv markere genus, numerus og kasus, mens det eller de følgende havde endelsen -n. Således er:
aus weissem italienischen Marmor korrekt,
men ikke andre kombinationer, som forekommer i teksten:
von weissen, italienischem Marmor,
von blauen Nordischen Marmor,
von weissem, Italienischen und blauem Marmor,
aus weissen, Italienischem Marmor
von Nordischem sogenandten Lilienskioldischem blauen Marmor.

Adjektivbøjning i nominativ/akkusativ pluralis afveg ligeledes fra nutidens norm: Efter bestemmelsesord var endelsen -e
die 4. große Propheten
die viereckigte Thüren
welche die mit Kräntzen umgebene Portraits … halten.

c. Afvigelser fra moderne syntaks, som var gængse:

Den såkaldte relativpartikel so stedet for et relativt pronomen:
Unter den … Portraits der … Wohlthäter, so im großen Saale sind
auf dem andern finden sich 2 Helden, so mit einander sprechen

Udeladelse af det finitte hjælpeverbum i bisætninger:
Hotel, so schon oben vorgekommen (ist)
eine Arbeit, so nicht sonderlich gewesen (ist)
Harlequin, welcher Arien gesungen (hat)

2. Afvigelser fra nyhøjtysk, der også i samtiden må tolkes som fejl:

Nogle substantiver har forkert genus: die Tableau
Mange substantiver har forkert pluralisform, hyppigst -n: Zimmern, Gebäuden (men også den korrekte form Gebäude), Orten (men også korrekt Oerter), Höfen, Stücken, Canälen, Abdrücken, Zelten, Häupten, Wappens.
Fremmedord som Carakter, Ornament, Monument bøjes snart korrekt på latin, snart på tysk med -en, hvor det korrekte ville være -e.
Forkert omlyd ses i substantivet Kösten, forkert præteritum i verbet: umschließsten.
Sammensætningen af Frau og Hand dannes ukorrekt med -s-: Frauenshand.

I syntaksen falder først og fremmest kasusbrugen ved præpositionerne i øjnene. Gennemgående bruges akkusativ, også hvor der burde bruges dativ.
Christus wandelt auf das Meer
Oben über die Büste war des Königs Chifre
dazwischen ruhet ein Helm auf ein Schiffs-Ruder
Die Krönungs-Medaille... auf welcher der König vor einen Tisch, worauf … die Reichs-Insignia auf ein Tabouret befindlich sind, … mit dem rechten Beinn auf eine Polster. kniet
durch einen liegenden Genium.. so... mit dem lincken Arme aber auf eine Urne ruhet

Også akkusativ ved rene dativ-præpositioner: bestand aus 14 freystehende Säulen
eller ved verber, der burde have objekt i dativ:
Sie gleichen … den Pantheum zu Rom
Christus hilfft das Cananäische Weib

Fejl i kongruens mht. til genus, numerus eller kasus:
ferner einen Sarg.....für... Friederich von Buchwald, welche gleichermaßen nach Holstein gebracht wurde.
voll von Malereyen, so aber nicht viel tauget
Epithafium auf den Etats-Rath und seinem Bruder, den Kaufmann...

Ordforråd:
Hjemmelavede ord: Zwiebogen (korrekt er Schwibbogen), das Raae (korrekt die Raa, Rahe)
rene danske ord: løngang, der vel her skal opfattes som en bestemt lokalitet
hartkorn, en særlig dansk målbetegnelse
Sjældnere tyske ord bruges måske, fordi de ligner de danske mere end de gængse, eller det er afsmitning fra dansk:
Abgift (Abgabe), ablang (länglich), Belegenheit (Gelegenheit), verhöhen (erhöhen), Verhöhung (Erhöhung), superlativ med omlyd öberst (oberst).

Vibeke Winge, september 2021